Hør mig

Rom. 8,31: Er Gud for os, hvem kan så være imod os?

Et herligt løfte, som jeg i den sidste tid har delt ud til højre og venstre. Et ægtepar fra bedekredsen fik det over telefonen, og i baggrunden kunne jeg høre hustruen sige "Halleluja". En flittig forbeder fik det også over telefonen, og han føjede til: "Ham, der er imod os er afvæbnet, besejret og dømt til evig fortabelse." Godt sagt.

Og så forleden havde jeg besøg i Bibelland, og straks går der en kvinde direkte hen til mig og siger: "Du har et ord til mig!" Og da måtte jeg igen fremsige: "Er Gud for os, hvem kan så være imod os"? og straks lød der et "amen" blandt gæsterne.

Jo, vi må ikke glemme Rom. 8,31, for det siger så meget. Der er én der er for os, og det er Himlens og jordens skaber, vor Far i Himlen. Ham må vi ikke glemme midt i vor stressede hverdag.

I Es.51 står der 4 gange "Hør mig".

Hvorfor er det så vigtigt at høre på Gud? Det bliver uddybet i vers 11 og 12:

"Jeg, jeg er jeres trøster, hvem er da du, at du frygter dødelige, jordiske mennesker, der bliver som græs, AT DU GLEMMER HERREN, DIN SKABER, DER UDSPÆNDTE HIMLEN OG GRUNDFÆSTEDE JORDEN, AT DU ALTID DAGEN LANG FRYGTER FOR UNDERTRYKKERENS VREDE."

Vi må ikke glemme Gud, vores far i Himlen, for han er for os.

Johs. 3,16 "Thi således elskede Gud verden, at han gav sin søn den enbårne, for at enhver som tror på ham, ikke skal fortabes, men have et evigt liv."

Og Jesus er for os. Han tillod, at man trak ham gennem mudderet, at han måtte gennem lidelsens ovn, men han fandt sig i det, fordi han ville være vores stedfortræder, vores talsmand, vores ven.

Derfor betalte Han Guds fredspagt med den højeste pris, der nogensinde er betalt: Sit eget dyrebare blod.

Hav en god dag.

Bøn:

"Jesus, hjælp mig i dag til at klynge mig til løftet fra Rom.8,31,

som du står bag ved og vil stadfæste og bekræfte for dine brødre og søstre.

Herre, tak, at du er for mig, så kan uretten ikke nå mig.

                                                                            Amen

(NB! Læs i øvrigt også versene 32-39)

Gert Grube